Anna Stærbo's blog – Om mine rejser, miljøet, permakultur og international udvikling

Jeg lovede at der ville komme en opfoelger, og siden tid er det jeg har mest af, kommer den allerede nu.

For tre uger siden tog jeg sammen med en veninde til en lille by, en halv time fra San Cristobal de las casas ved navn San Juan Chamula. Byen er befolket af den del af mayaerne, der taler Tzotzil – og nogle gange oplever jeg, at der er flere her i Chiapas, der taler dette lille sprog, end der er folk som taler español.

Byen er autonom fra den mexikanske stat – og styrer selv det hele. Det mexikanske politi og militaer maa ikke komme ind i byen, og Chamula har deres helt egen politi. Ubetryggende som det end lyder, foeler jeg det ufatteligt betryggende eftersom jeg ind til videre har oplevet at jo mere statsstyrret noget er her i Mexico, jo mere korrupt er det ogsaa. Der er ingen kontrol med regeringen – og regeringspartierne er stort set det samme. Pest eller kolera, hvis man spoerger mexikanerne.

Denne dag er noget helt specielt. Det fortaeller vores guide saa snart vi er blevet hentet i den lille minibus. Vi vidste at folkene her er meget specielle og havde derfor valgt at tage med en guide derud. Jeg havde hoert om turister der var blevet banket af beboerne i byen, fordi de fx ikke vidste at man ikke under nogle omstaendigheder maa tage billeder af folk uden tilladelse. Dét fordi de tror at deres sjael bliver stjaalet naar man tager et billede af dem.

Guiden virker nervoes og fortaeller os at det slet ikke er sikkert at vi kan komme ind i landsbyen. Men at han vil give det et forsoeg. Fint nok, vi aner stadig ikke hvad der foregaar og taenker at det nok bliver en speandende oplevelse. Da vi naermer os byen kan vi se at militaer og politi holder parkeret langs med vejen, og holder et vaagent oje med hvem der kommer forbi – men uden at vi bliver stoppet. Paa det tidspunkt har vores guide fortalt os om kameraforbuddet, som han tydeligvis tager dybt serioest. Foran mig sidden en ung-ish japaner, og jeg kan foelge med i hvordan han sidder og oever sig i at tage billeder indefra sin kasket. Aah, japanere og deres kameraer, taenker jeg.

Guiden fortaeller os da vi holder stille ved en kirkegaard at vi er fremme, og at det der foregaar er valget af deres politiske leder (i den mest upolitiske forstand). Det er noget der kun foregaar hvert tredje aar, og jeg bliver glad for at jeg valgte netop denne dag til at tage derud. Vi er langt fra pladsen, men ikke langt nok vaek til at vi ikke kan hoere dem. Raabene fra folkemaengden er overdoevende og det lyder aerlig talt som om der er VM. Jeg kan ikke lade vaere med at blive lidt nervoes. Vi gaar sammen i flok med guiden foran, og han stopper op og spoerger alle vi moeder paa vejen om hvordan det staar til og om det er sikkert for os, at gaa ind i mylderet af mennesker. Jeg fanger ikke hvad folk siger til ham – da de taler Tzotzil – men helt galt kan det ikke staa til for vi ender med at komme helt ind i folkemaengden og frem til kirken. Her fremgaar tydeligt hvad folk mener naar de siger, at der i Chamula er en blanding af kristendom, mayatradition og kapitalisme. Vi bliver nemlig bedt om at betale et absurd beloeb for at komme ind i kirken.

Inde i kirken ser vi at der ligger grannaale over det hele. Jeg er knapt nok kommet ind i kirken foer jeg glider hen ad det glatte gulv, men det lykkes mig ikke at falde. Kirken er fyld med sterinlys og religioese figurer. Men ingen stole. Det er nemlig ikke en typisk kristen eller katolsk kirke, som vi kender. Den her bliver udelukkende brugt til at ofre dyr, som de slagter paa brutal vis eller private boenner. Heldigvis er vi kun vidner til sidstnaevnte.

Da vi kommer ud af kirken fortaeller guiden os, at vi skal skynde os tilbage til minibussen, da der er optraek til uroligheder. Han mener nemlig, at hvis den forkerte person bliver valgt som leder, at folk vil gaa fuldskaendig amok. Jeg kan ikke lade vaere med aergre mig over at vi ikke kan blive og se hvad der sker, men paa den anden side er det nok for det bedste at liste af. Det er jo mildest talt svaert at forsvinde ind i maengden naar man er den eneste blondine i miles omkreds.

Da vi kommer tilbage til hostellet falder vi i snak om tyrefaegtningen, og opdager hurtigt at det begynder om en halv time. Vi beslutter spontant at vi alligevel ikke kan gaa glip ad det, og i loebet af tyve minutter er vi fremme ved La Coleta, ogsaa kkaldet Plaza del Toros. Udenfor staar folk og demonstrerer mod dyremishandling, og vi skynder os forbi dem og bliver enige om at vi joiner dem saa snart vi ser hvordan det foregaar, for foerst der kan vi rigtigt forholde os til hvad der der. Vi kommer lige i tide, og da foerste tyr bliver sendt ind er det altsammen meget spaendende. Tyren bliver drevet rundt i manegen af fire forskellige tyrefaegtere ind til den er godt traet. Saa begynder de at hugge pinde i ryggen paa den og til sidst et svaerd ned igennem ryggen og forhaabentlig igennem hjertet. Saa falder tyren om og bliver trukket vaek. som sagt, det var meget interessant foerste gang, men anden, tredje, fjerde, femte og sjete gang var fem for mange. Det er samme rutine, der bliver brugt og det hele forekommer mig ikke spor underholdende og jeg tar mig flere gange i at ville gaa, men beslutter alligevel at blive haengende hvis nu der skulle ske noget.

Et par uger efter var der en af de selvsamme tyrefaegtere der blev stunget af en tyr, og jeg er ikke sikker paa om ham overlevede. Karma, kunne man fristes til at replicere?

Men tre uger er efterhaanden gaaetr siden sidst, og jeg foeler derfor at det er paa sin plads ogsaa at fortaelle lidt om hvad der foregaar ude i min lille landsby, Tzajala. Meget og intet er sket, lad mig sige det saadan. Dagene er gaaet med at arbejde i marken hvor vi har vaeret ved at lave en ny boennemark, hvilket jeg nu har erfaret, tager sin tid og ikke mindst kraever blod sved og maaske en taare eller to. Nye mennesker er kommer til den lille by, og paa trods af at samtlige er spansktalende har det vaeret intet mindre end en fornoejelse at laere dem at kende. I denne omgang har vi vaeret en lille flok og det er rart kun at fylde et bord ved spisningerne. Lettere for mig at foelge med i samtalerne.

Nogle eftermiddage har jeg brugt paa at male tiendaen, som endelig er aabnet. Det har vaeret Sylvianes droem i mange aar at abne butikken og det varmer mit lille hjerte at se, at droemmen er gaaet i opfyldelse. Kunder haenger ikke paa traeerne, men tiendaen er flot og det er gardine fairtrade, oekologiske varer, der bliver solgt. Jeg er overbevist om at kunderne nok skal komme.

I onsdags skete der noget i landsbyen som rystede os alle og ingen havde set komme. En nevoe til medecinmanden Marzo var taget til Tzajala midt om natten for at slaa en af pigerne ihjel. Manden har i sin tid slaaet en anden pige ihjel og har efterfoelgende siddet i faengsel i 11 aar. Da han kom ud har Marzo tilbudt ham en ny chance til at faa sig et liv i Tzajala. Mens han var her blev han dybt forelsket i en fransk pige, ved navn Celine, men da han begyndte at opfoere sig voldsomt overfor hende, sagde Marzo at han maatte rejse videre. Nogle maaneder er gaaet og nu var han saa kommet tilbage for at draebe Celine, Marzo og alle i familien. Foerst broed han ind i Celines rum og slog hende i hovedet flere gange med en sten. Det lykkedes hende gudskelov at slippe fri og de andre kom hende til undsaetning. Manden slap dog vaek mens de andre hjalp Celine i sikkerhed. Jeg, der paa dette tidspunkt var lykkeligt uvidende om hvad der foregik var paa toilettet og havde en forfaerdelig nat med ondt i maven og feber. Jeg kunne hoere der blev raabt udenfor mit lille hus, som jeg har for mig selv, og blev aerlig talt saa bange, at jeg blev paa dasset ind til lydene udenfor mit hus forsvant. Men jeg kunne hoere Sylviane raabe noget med I Jesu kristi navn, og taenkte at det var noget maerkeligt noget at gaa rundt og raabe klokken tre om natten. Jeg gaar tilbage til huset og lidt efter kommer Sylviane og nogle af de andre og banker paa, og de virker noget bekymrede paa mine vegne. Jeg fortaelle dem om min feber, og de siger at intet er sket og at jeg bare skal proeve at sove. Neaste dag finder jeg ud af manden aabenbart har gemt sig i mit hus, og jeg toer slet ikke taenke paa hvad der kunne have sket hvis jeg ikke havde haft daarlig mave og var paa toilettet.

Men de fik tilkaldt politiet og manden blev sat i faengsel. Flere af de mandlige beboere kom til skade, da manden havde en kniv som han ikke var bange for at bruge. Nu er han i faengsel i minimum to aar, og de kan igen aande lettet op i Tzajala. Celine er ok, og slap med nogle buler i ansigtet. Men jeg har efterfoelgende besluttet at rejse vaek fra Tzajala. Ikke udelukkende pga. af den nat, men jeg tror at familien har brug for noget fred til at hele oven paa den oplevelse, og derfor er vi flere som rejser for at give dem lidt plads.

Jeg skriver saa snart der er noget nyt at fortaelle. Haaber i allesammen vil passe godt paa jer selv, og jeg vil forsoege at goere noget der ligner…

Endnu en uge er gaaet – denne noget anderledes end den forrige. Jeg har ligget syg meget af tiden i Tzajala med diverse maveproblemer, og det ser ud til at mange i landsbyen er ramt af det samme. Derfor tog jeg i fredags til San Cristobal hvor jeg har boet paa et billigt (og rent!) hostel med rig mulighed for afslapning. En af de mindre gode ting ved Tzajala er sengene, der virkelig ikke er noget at fortaelle hjem om… det vil jeg nu alligevel goere, eftersom de er saa udsevanligt daarlige – centimetertynde madresser paa en traeseng. Det svarer vel nogenlunde til at sove paa gulvet med et liggeunderlag, og det er for saa vidt ogsaa fint nok for en uges tid, men tre maaneder. Av. Min. Ryg!

Hmn.. hvad har jeg ellers lavet… Ikke det store virkelig. Har ikke vaeret i stand til at arbejde haardt pga. meget lavt energiniveau, men har saa til gengaeld hjulpet til i koekkenet. Og der har jeg laert hvorfor vi er flere sengeliggende. Det er mildest talt totalt uhygiejnisk. Hvilket resulterede i mig, der naegtede at spise noget i halvanden dag. Det hjalp ikke ligefrem. Paa den posistive side har Marzo, der er shaman, pga. sin status et stort kendskab til medicinale planter, og disse eksperimenteres med i stor stil. Efter for nyligt at have laest “In to the wild”, hvor hovedpersonen ender med at doe ude i skoven fordi han spiser en giftig plante, som han troede havde medicinale egenskaber, er det ikke det mest tiltalende at agere proevekanin paa deres planter… men jeg drikker deres citruste (mums!) og putter nogle draaber ingefaer-et-eller-andet i min vand. Denne weekend har jeg ydermere koebt stort ind af piller paa de mexikanske apoteker, som er over det hele. Det har jeg god erfaring med, og de plejer at kunne slaa alt ned – med mindre at jeg virkelig er syg. 7-9-13!

Apropos mexikanske apoteker, saa forstaar jeg dem ikke. De er som 7-eleven men med medicin. De saelger cigaretter! Den stoerste apotelerkaede spiller end ogsaa technomusik for fylde gardiner og ved saerlige lejligheder har de en dansende dukke udenfor til at lokke kunder til. Jeg begriber det ikke. Men saadan er der saa meget jeg ikke forstaar…

Om et par timer er jeg igen paa vej til Tzajala, men har minus lyst til at tage afsted. Det er bare ikke sjovt at vaere derude hvor ingenting er naar man er syg. Ynk, ynk! Og oveni det har jeg heller ikke kunnet faa fat i mit vasketoej, der bliver holdt til fange paa Calle 28 de augusto. Jeg havde jo glemt alt om at det var soendag idag… hvilket tvinger mig til at skulle ud og koebe mere undertoej, da jeg har helt udsolgt. Og her i mexico staar valget med pornagtighed og mormortrusser a la Brigdet Jones. Men det skal jeg nu nok finde ud af…

I loebet af ugen kommer min kontaktperson fra Nataté til Tzajala, og det glaeder jeg mig virkelig til. Jeg har nemlig aldrig moedt ham, og har ikke rigtig snakket med Nataté om hvad der skal ske med mig – om jeg skal blive i Tzjala i to maaneder eller skal ud og se andre projekter som de andre voluntoerer. Det bliver spaendende at finde ud af – men uanset hvad er jeg ved godt mod og klar paa (stort set) hvad end de smider i hovedet paa mig.

Paa torsdag eller fredag begiver jeg mig til Cancun hvor jeg skal moedes med de andre danske voluntoerer, og f*** jeg glaeder mig. Til at snakke dansk igen og se nogle velkendte ansigter. 

Jeg skriver igen naar der er noget nyt at fortaelle. Beklager at denne omgang blev mit afloeb for diverse frustrationer og ynkeligheder… naeste gang bliver tonen forhaabentlig en andet. Indtil da – ha det godt!

Saa er jeg kommet frem til min endelige destination – Tzajala, 2 timers koersel fra San Cristobal de las casas i staten Chiapas. En uge er gaaet i Tzajala og jeg er taget til San Cristobal hvor jeg fordriver weekenden sammen med de andre voluntoerer fra Nataté.

Jeg ankom sidste soendag efter godt 13 timers bustur fra Puerto Escondido. Turen forloeb overraskende nemt. Men det kom bag paa mig hvor svaert det var at rejse derfra – paa knap en uge har jeg moedt nogle skoenne skoenne mennesker, som mildest talt var svaere at vinke farvel til. Et af praemisserne ved at rejse er jo at man kan vaere saa heldig at moede de mest fantastiske mennesker fra alle verdens hjoerner paa sin vej, men bliver noedt til at sige farvel igen uden nogen som helst idé om man ser dem igen. Snoeft.

Men farvel fik jeg sagt og kom frem til San Cristobal som planlagt. Jeg moedtes med direktoeren for Nataté i La casa en el arbol, som er en sprogskole de samarbejder med. Hun fulgte mig til voluntoerhuset og jeg blev vist rundt og fik lidt info osv. Allerede dér var det en helt anden oplevelse end oplevelsen vi havde med Vive Mexico i sin tid – Nataté 1 – Vive Mexico 0. Voluntoerhuset er ikke rigtig noget at prale af, men min erfaring siger mig at volunoerhuse sjaeldent er netop dette. Den besidder dog en saerlig charme og en tagterasse der er tilgaengelig via en lille stie… ret hyggeligt at klatre derop og have udsigt over hele byen.

Mandag morgen tog jeg sammen med en anden voluntoer fra Belgien og en af koordinatorne fra Nataté til Tzajala. Ikke helt nemt. Som foelge af kvindernes kampdag var der kaempe demo for Zapatisterne, men efter en times venten kom vi afsted. I byen Ochuck blev vi stoppet igen og maatte gaa fordi nogen havde spaerret vejen saa ingen kunne komme igennem – hvilket er mere eller mindre typisk for Chiapas. Men vi fandt en en bil med et lad i den anden ende af byen som skulle samme vej som os. Derfra var det ren lagkage.

Jeg blev taget imod med aabne arme af beboerne i cooporativet Ha O Mek Ka i Tzajala. Virkelig aabne arme! Dem, der kender mig godt, ved at jeg ikke altid har lige nemt ved fysisk kontakt med fremmede. Det kan jeg glemme alt om nu – her kysser og krammer man morgen, middag og aften og det baade med familien og fuldstaendigt fremmede.

Ha O Mek Ka er en slags organisk farm (og meget meget mere) opstartet af et par, hvoraf konen er af fransk oprindelse, Sylvian og manden en indiansk shaman fra Chiapas-egnen, Marzo. Derudover er det en blandet landhandel af folk – nogle franske piger, en masse mexikanere fra lokalomraadet, et par voluntoerer fra Nataté og folk som kommer og gaar dag ud og dag ind.

Den  foerste aften var noget speciel. Ej, den var meget speciel. Folk fra naer og fjern havde aabenbart vaeret i Palenque hvorfra de havde holdt en slags spirituel mayaceremoni. Efterfoelgende var de fleste taget med tilbage til Tzajala og her havde de haft en temazcal fra kl. 5 om morgenen og tre-fire timer frem. Til dem der ikke kender til temazcal, kan jeg kort fortaelle at det er en slags hule/telt/sauna hvor man healer kroppen i form af urter og beder til de fire verdenhjoerner osv.

Saa ja, om aftenen da vi skulle spise var der godt og vel 50 mennesker. Inden mad bliver sat frem tar folk hinanden i haanden og der bliver bedt en boen til en eller anden Gud maa jeg formene. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor jeg skal kigge hende, og bliver aerlig talt en smule utilpas over hele situationen. Ved sidden af mig sidder diverse skoere personligeheder – folk med farvestraalende ponchoer, fjer og utallige underlige halskaeder. Overfor mig en pige som jeg bemaerker ikke snakker spansk og hun starter hurtigt en samtale med mig. Den gaar nogenlunde saadan: Mig: Hvor er du fra? Hende: Universet. Mig: Ah ja, ok. Jeg er fra Danmark. Hende: Kan du maerke at det sker noget? Mig: Hmmm. Hende: 2012 er lige om hjoernet og det er nu vi skal handle. Under alle omstaedigheder er verden ved at aendre sig. Kan du ikke maerke det? Mig: Hmm.. jeg kan altsaa ikke rigtig maerke noget.

Og samtalen fortsaetter med at hun fortaeller om “hemmeligheden” og hendes indvielsesceremoni i Palenque hvorfra hun blev annerkendt som mayaprinsesse, og jeg sidder bare og smiler og taenker hvad fanden laver du her, Anna. Derefter har jeg proevet at undgaa emner som datoen 2012 og verdens undergang.

Ellers er dagene forloebet med diverse arbejdsopgaver. Klokken ca. syv bliver vi vaegget af lyden af et horn og saa staar den paa kaffe eller thè i koekkenet. Derefter arbejder vi i haven til klokken 10 hvor der er morgenmad/frokost og efter det laver vi diverse mindre fysiske ting. Ved middagstid er der nemlig blevet saa varmt at det ikke rigtig er til at holde ud at arbejde meget haardt.

Ved to-tiden er der tiempo libre og man kan goere praecis hvad der passer en. Ha O Mek Ka er placeret i de mest frodige omgivelser med palmer go en lille fold, der loebet igennem haven. Saa naar dagens dont er ovre bader vi i floden sammen med de lokale boern og bliver koelet godt ned. Det er i saerdeledeshed et idyllisk sted!

Og her skal jeg vaere ind til midten af Maj og jeg kunne aerlig talt ikke forestille mig noget bedre sted at fordrive min tid. Folk er de mest kaerlige mennesker, jeg tror, jeg nogensinde har moedt. Om et par timer begiver jeg mig tilbage til Tzajala og jeg glaeder mig til at leve det simple landliv. Vi snakkes ved. Pas godt paa jer selv – jeg skal proeve at goere det samme!